Mærsehuset og Masteskurene

Af Jacob Seerup, Museumsinspektør, Orlogsmuseeet.

Området omkring Masteskurene på Frederiksholm bærer den dag i dag kraftigt præg af den praktiske og rationelle idé, der var selve baggrunden for, at man anlagde den kunstige ø.

I 1740 fremlagde flådens chef, Grev Frederik Danne-skiold-Samsøe, den plan, som skulle blive retnings-givende for Holmens udvikling i det følgende århundrede. Hans hovedidé var, at man skulle samle alle de funktioner, som var nødvendige til skibenes bygning, udrustning og vedligeholdelse.

Halvtreds år tidligere havde man anlagt den kunstige ø Nyholm, hvor Søværnet stadig har sin base i København. Men det lange stykke vand mellem Nyholm og Christianshavn lå endnu uudnyttet. Der blev derfor anlagt tre kunstige øer, som efterhånden forbandt Nyholm med Christianshavn. Sydligst anlag-des arsenalet, hvor kanoner og kugler opbevaredes på henholdsvis Christiansholm og Arsenaløen. Imellem Arsenaløen og Nyholm anlagdes en langstrakt ø, som kaldtes for Langøen. Her lå Masteskurene og de store magasinbygninger

Hvis vi ser nærmere på netop Masteskurene, vil det fremgå, at de tjente en central funktion i udrustningen af Flådens skibe. Alle bygninger var orienteret imod vandet og skibene. Når skibene ikke var udrustet til togt, lå de oplagt i Flådens Leje. Det var vigtigt for søfartsnationen Danmark at råde over en stor flåde, men det ville være unødigt dyrt at udruste den, når der ikke var krig. Derfor måtte man have faciliteter til at kunne udruste flåden hurtigt, hvis der blev brug for den. Alliancer kunne skifte, krige kunne bryde ud.

Man afriggede skibene om vinteren, når de lå oplagt i Flådens Leje. Det vil sige, at overmaster, mærs og den øvrige rigning blev fjernet og oplagt i land. Her lå disse vitale dele af skibene henlagt under tag, skånet for vind og vejr. Det var vigtigt, at rigningen var i så god stand som overhovedet muligt. Skibenes fremdrift og manøvredygtighed afhang fuldstændigt af, at master, sejl og tovværk i forening kunne overføre vindens kraft til skroget. Det var store kræfter der skulle tøjles.

Masteskurene og Mærsehuset skal forstås i sammenhæng med hele det enorme militærindustrielle kompleks, som Holmen var i sejlskibenes tid. Til værftets anvendelse skulle der i hovedmagasinerne opbevares tømmer, hamp, tjære, sejl og tovværk samt jern, kobber og bly. Til skibenes udrustning skulle der bruges kanoner, kugler og krudt samt proviant i form af flæsk, ærter, gryn, smør og brød, samt store kvantum øl og brændevin. Alle disse fornødenheder blev bragt om bord på skibene efterhånden som de passerede kajerne på deres vej ud på togt.

Master, ræer og mærs blev bragt om bord ved masteskurene. Men først når skibene var forhalet til Nyholms Mastekran, kunne rigningen bringes på plads. Her hejstes det hele på plads af store hold af arbejdere. I en tid uden damp- eller dieselkraft måtte man klare sig med ”hånd og magt.

Når vi i dag kan vandre langs kajerne og opleve de originale bygninger i deres oprindelige sammenhæng, er det noget ganske unikt. Bygningerne blev opført til at smøre den danske sejlskibsflådes omfattende maskineri. I dag er skibene for længst væk. Nogle gik under i kamp, andre måtte give op over for den nye tids teknologi. Men der skal ikke meget til, for at man kan forestille sig, hvordan der engang har myldret med liv langs kajerne, og hvordan det hele fungerede logisk og sammenhængende i 1700-tallets rationalistiske og velordnede ånd. Det unikke er, at det hele har fået lov til at blive stående. Derfor skal vi passe godt på husene og miljøet og anvende dem i respekt for deres fascinerende og fængende historie.